Trafikselskaberne

MILJØ

Kollektiv trafik er en del af løsningen på Danmarks miljøproblemer. Den kollektive trafiks styrke er, at den kan transportere mange på én gang. Jo flere der benytter kollektiv trafik, desto mere miljøvenligt er det. Bus, tog og metro kører uanset, hvor mange passagerer der er med. Derfor bliver forureningen fra den samlede transport reduceret, jo flere der benytter kollektiv trafik. Også i udkantsområderne er den kollektive trafik et miljøvenligt valg.

Selvom kollektiv trafik er et miljørigtigt valg, vil trafikselskaberne gerne gøre det endnu bedre. Vi mener, at vi i Danmark bør lave flere forsøg og pilotprojekter med alternativ energi , som kan bidrage til at reducere miljøbelastningen ved kollektiv trafik.

Transportsektoren spiller en væsentlig rolle i sammenhæng med både den langsigtede energiforsyningssikkerhed og klimaudfordringerne. Det danske transportenergiforbrug er i dag næsten 100 pct. afhængig af olie og står for ca. 60 pct. af Danmarks olieforbrug. Transportsektorens andel af Danmarks samlede energiforbrug er samtidig konstant stigende.

Danskerne vil selv bidrage til bedre miljø
Miljø er på hele verdens dagsorden, men det er ikke kun internationalt, der er fokus på miljøet. Herhjemme vil både politikere og befolkning gøre noget for miljøet. Danskerne ønsker, at der skal gøres mere for at mindske transportens miljøproblemer, og at der satses på kollektiv trafik frem for persontrafik.

Danske Regioner har i forbindelse med sit udspil om ”Effektiv mobilitet – øget konkurrenceevne og bedre miljø” fået foretaget en analyse af danskernes holdning til transport og miljø. Den viser, at 83% af danskerne ønsker, at det offentlige gør mere for at mindske trafikkens miljø og klimaproblemer og samtidig er 83% også parate til at gøre en personlig indsats.

Regeringens energivision
Regeringen har lavet en strategi for energi i Danmark 2025, som lægger op til at Danmark skal være uafhængig af fossile brændstoffer i 2025 og gentaget den i regeringens trafikplan, som udkom december 2008. Udspillet beskriver regeringens energipolitiske mål frem mod år 2025 og de initiativer, som skal iværksættes for at nå målene.

Udspillet fastsætter mål for:
• reduktion i anvendelsen fossile brændsler
• andelen af vedvarende energi
• den årlige energispareindsats
• en styrket indsats for forskning, udvikling og demonstration af nye energiteknologier
• anvendelsen af biobrændstoffer til transport

Målene skal ses som første skridt hen imod regeringens langsigtede vision om at gøre Danmark helt uafhængig af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas.

Printet, den 19/11-17 fra www.trafikselskaberne.dk/trafikselskaberne.dk/miljoe/